Skatteregler for medarbejdernes julegaver
Skatteregler for medarbejdernes julegaver
Det kan være, at I på grund af coronasituationen har aflyst årets julefrokost, og at du i stedet giver dine medarbejdere en større julegave end sædvanligt. Den gode nyhed er, at medarbejdere som udgangspunkt ikke skal betale skat af julegaver. Dog skal visse betingelser være opfyldt.
November og december er gerne tidspunktet, hvor medarbejdere modtager en julegave fra arbejdsgiveren. Som arbejdsgiver skal du være opmærksom på at holde dig inden for beløbsgrænsen på 900 kroner, for at gaven kan være skattefri. Du skal desuden også være opmærksom på gavens karakter.
Beløbsgrænse på 900 kroner
Som arbejdsgiver kan du i 2020 forære dine medarbejdere en julegave til 900 kroner uden, at de bliver skattepligtige af gaven. Vær dog opmærksom, hvis du i løbet af året har givet medarbejderne yderligere gaver. Der gælder nemlig et årligt loft på 1.200 kroner for gaver til hver af dine medarbejdere. Ender gavernes værdi over 1.200 kroner, bliver dine medarbejdere skattepligtige af de modtagne gaver, eksklusiv værdien af julegaven. Yderligere gaver i løbet af året kan eksempelvis være chokolade til påske.
Eksempel
Du har i løbet af året givet en medarbejder gaver for 800 kroner. Du giver derudover medarbejderen en julegave til en værdi af 500 kroner. Gavernes samlede værdi er derefter 1.300 kroner. Medarbejderen bliver skattepligtig af 800 kroner, da medarbejderen ikke bliver beskattet af værdien af julegaven, hvis den er under 900 kroner.
Pas på med gavekort
Udover værdien af julegaven, skal du også være opmærksom, hvis gaven består i at udbetale kontanter eller give den type gavekort, som af skattemyndighederne betragtes som kontanter. Et gavekort sidestilles med kontanter, hvis det eksempelvis kan indløse gaver fra et så stort sortiment, at det kan sidestilles med almindelige gavekort. I de situationer er gaven skattepligtig, uanset værdien af gavekortet.
Et gavekort, hvor medarbejderen har adgang til at vælge en julegave blandt udvalgte produkter på eksempelvis en hjemmeside, skal ikke beskattes, og det samme gælder et gavekort til en udpeget menu på en navngiven restaurant.
Lejlighedsgaver indgår også i regnestykket
Har du givet en gave til din medarbejder, som blev gift, fyldte rundt eller i anden anledning modtog en gave, skal du også medregne den gave i beløbsgrænsen på 1.200 kroner.