Danske virksomheder skal betale danske afgifter, når der købes billigt over grænsen
Danske virksomheder risikerer en stor regning, hvis man begiver sig over grænsen for at købe billige varer. Dermed kan de ansattes julegaver eller julefrokostens søde sager eller drikkevarer hurtigt blive en dyr fornøjelse.
I mange danske virksomheder er der tradition for, at medarbejderne får julegaver, ligesom der afholdes julefrokoster på firmaets regning. For nogle kunne det være besnærende at tage en tur over grænsen og handle billigt ind, men det kan blive en dyr fornøjelse.
Køber man f.eks. vin eller chokolade i Tyskland, skal der betales punktafgift af de indførte varer, hvilket i øvrigt kræver at man på forhånd er registreret for punktafgift.
Bliver man standset med varerne ved grænsen (eller efterfølgende på virksomhedens kontor), kan købet, udover opkrævning af den manglende danske afgift, medføre en bøde for at købe afgiftspligtige varer i udlandet uden registrering og uden af have betalt afgiften på forhånd. Der vil typisk gives en bøde på kr. 10.000 pr. punktafgiftslov (f.eks. chokolade kr. 10.000 og vin kr. 10.000).
Det samme gælder, hvis man overvejer at købe billig sodavand eller øl. Her gælder der yderligere det, at der er tale om pantpligtige emballager (øl, sodavand), hvorfor varerne vil blive beslaglagt, og der vil også her kunne gives en bøde pga. manglende tilmelding og registrering hos Dansk Retursystem A/S – her er bøden kr. 5.000 pr. overtrædelse.