Bøde for ikke at have CVR-nummer på varebil

Bøde for ikke at have CVR-nummer på varebil

Hvis din virksomhed har en varebil eller en lastbil, der er registreret udelukkende til erhvervsmæssig brug, skal du huske at have mærket siderne på vognen med både din virksomheds CVR-nummer og navn. Ellers risikerer du bødestraf.

Du skal mærke din virksomheds varebil med både CVR-nummer og navn på den registrerede ejer af bilen, hvis den er registreret til udelukkende erhvervsmæssig brug og har en tilladt totalvægt på fire tons eller derunder. Logo kan anvendes i stedet for navn, hvis logoet entydigt identificerer din virksomhed.

Manglende mærkning kan koste en bøde

Hvis din virksomheds varebil ikke er mærket, kan du blive straffet med en bøde. Det skete for en virksomhedsejer, der kørte i virksomhedens varebil. Varebilen tilhørte en byggevirksomhed, som var personligt ejet. Bilen var ikke mærket, og den ansvarlige virksomhedsejer blev tiltalt for at overtræde registreringsbekendtgørelsen for køretøjer. Sagen kom for retten, og virksomhedsejeren blev kendt skyldig og fik en bøde på 5.000 kroner. Derudover skulle virksomhedsejeren betale for sagens omkostninger.

Det må formodes, at bødestørrelsen ligger fast på 5.000 kroner. Sagen var først for byretten, der tilkendte en bøde på 2.000 kroner, men sagen blev anket af anklageren, og Vestre Landsret tilkendte en bøde på 5.000 kroner med henvisning til lovens bemærkninger, hvor bøden for en førstegangsforseelse konkret er nævnt som 5.000 kroner.

Kravene om mærkning og bøde ved manglende mærkning gælder også for selskaber, der således kan blive straffet med bøde for ikke at overholde mærkningskravene. Ordningen blev indført som et led i bekæmpelsen af sort arbejde.

Krav til mærkning af varebiler og lastbiler

1) Oplysningerne skal være synlige og letlæselige

2) Oplysningerne skal være i en farve, der klart afviger fra farven på bilen

3) Oplysningerne skal både stå på venstre og højre side af bilen

4) Oplysningerne må ikke anføres på skilte, der kan tages af og på

5) Oplysningerne kan fastgøres på varebilen med selvklæbende plastfolie.

 

CVR-nummeret skal anføres med mindst tre centimeter høje bogstaver og tal. Bogstaverne ”CVR” skal fremgå, hvorefter de otte tal enten kan stå på samme linje eller under bogstaverne. Virksomhedsnavnet skal ligeledes anføres med mindst tre centimeter høje bogstaver og tal.

Papegøjeplader

Biler på papegøjenummerplader er ikke omfattet af reglerne om mærkning og behøver derfor ikke skilte med synligt CVR-nummer og navn.