Har du styr på dine skattefrie godtgørelser ?

Har du styr på dine skattefrie godtgørelser?

Satserne for skattefri kørselsgodtgørelse er hævet med 1 øre i 2018 i forhold til 2017. For at få godtgørelsen skal man køre i egen bil og føre kørselsregnskab. Satserne for skattefri rejsegodtgørelse er ligeledes steget en smule.

Skattefri kørselsgodtgørelse
Satserne for skattefri kørselsgodtgørelse er i 2018 forhøjet med 1 øre i forhold til 2017. Satserne er i 2018:

Kørsel op til 20.000 km/år 3,54 kr./km
Kørsel over 20.000 km/år 1,94 kr./km

Satserne gælder dine medarbejderes skattefrie kørselsgodtgørelse herunder dig selv, hvis du er hovedaktionær eller selvstændig i virksomhedsordningen. Det er en betingelse for at få skattefri kørselsgodtgørelse fra firmaet, at man kører i egen bil. Biler ejet af ægtefælle eller fast samlever betragtes også som egen bil.

Erhvervsmæssig kørsel
Det er en betingelse for skattefri kørselsgodtgørelse, at kørslen er erhvervsmæssig i lovens forstand. Kørsel mellem forskellige arbejdspladser anses altid for erhvervsmæssig. Hvis du kører fra din bolig og direkte ud til en kunde eller en arbejdsplads, er kørslen som udgangspunkt også erhvervsmæssig. Vær opmærksom på, at du kan blive omfattet af 60-dages-reglen, hvis du kører mere end 60 dage til samme arbejdsplads i løbet af en 12 måneders periode.

Kørselsregnskab og kontrol
Det er en yderligere betingelse for skattefri kørselsgodtgørelse, at du udarbejder et kørselsregnskab, og at kørselsregnskabet kontrolleres og godkendes af din arbejdsgiver.

Bro, færge, parkering
Skattefri kørselsgodtgørelse omfatter ikke udgifter til færgebilletter, motorvejsafgifter, broafgifter eller udgifter til parkering. Derfor kan arbejdsgiveren vælge at betale disse udgifter som udlæg efter regning ved siden af den skattefri kørselsgodtgørelse. Da der er tale om udlæg efter regning, skal medarbejderen udlevere de eksterne bilag for udgifterne til arbejdsgiveren.
Skattefri rejsegodtgørelse
Når du er på forretningsrejse, kan du være berettiget til skattefri rejsegodtgørelse. Satserne for skattefri rejsegodtgørelse er for 2018 pr. døgn:

Logi 214 kr.
Kost 498 kr.

Skattefri rejsegodtgørelse udbetales efter ovenstående satser uden nogen form for bilag. Det altså helt i orden at modtage i alt 712 kroner i godtgørelse, selvom du har mulighed for at overnatte gratis hos et familiemedlem på rejsen.

Ifølge loven er du på rejse, når:

• Du er væk hjemmefra i mindst et døgn
• Der er tale om et midlertidigt arbejdssted. Et arbejdssted kan højest anses for midlertidig i 12 måneder.
• Det ikke er praktisk muligt at overnatte på din sædvanlige bopæl. I praksis opererer man med en 11-timersregel. Hvis den konkrete arbejdstid sammenlagt med transporttiden gør, at du kun kan nå at opholde dig i hjemmet i 11 timer pr. døgn, anser man betingelsen for opfyldt.

Forbud mod bruttolønsordning
Det er meget vigtigt at være opmærksom på, at lovgivningen opstiller et forbud mod bruttolønsordning, både hvad angår skattefri kørselsgodtgørelse og skattefri rejsegodtgørelse. Det må altså ikke aftales med firmaet, at man går ned i løn som betingelse for at modtage skattefri godtgørelse. Hvis man gør det, så skal man betale skat af godtgørelserne.